Pengenes velsignelse


En berømt skuespillerinde sagde engang, at "penge er ikke alt, men hvis jeg skulle være ulykkelig, vil jeg alligevel hellere græde i en Cadillac end på en bænk i en øde park".


Penge er i hvert fald rare at have. Sommetider kan de ligefrem være en velsignelse, som det var tilfældet for en ældre dame, som jeg havde med at gøre for en længere årrække siden.


Nogle ville måske hævde, at hun havde en tvangs­neurose, men for hende selv var det i hvert fald en levende realitet, at hun havde fjender, der ustandseligt for­fulgte hende med dødsstråler fra nogle tyske krigsskibe, der opholdte sig i Lillebælt. Hun var snedig nok til at flygte om på den anden side af krigs­skibene, men det hjalp ikke. Stråler­ne fandt hende altid. Hun flygtede fra sted til sted og blev en nat fundet af politiet i hjælpe­løs til­stand på en kaj i Malmø. Politiet anbragte hende på et af de såkaldte stats­hospita­ler, der dulmede hendes fantasi med piller og i øvrigt spærrede hende inde på en stor stue sammen med andre forhutlede individer, tilsyneladende uden beskæftigelse eller under­holdning. Der sad 30-40 mennesker i en rundkreds, hvor de blot kikkede på hinanden. Dødsstrålerne havde mistet deres magt, men til gengæld var hun nu spæret inde et umenne­skeligt sted. Det der reddede hende fra total sløvhed var en pæn stor arv, stor nok til at familien vågnede op og be­gyndte at interessere sig for hende. Mod at få rejsegodtgørelse og en passende timeløn besøgte de hende på hospitalet, og damen - der ikke var vant til så megen opmærk­somhed - livede sådan op, at hun kunne overføres til et andet hospital med bedre forhold. Hun kom nu til at sove på en stue, hvor der "kun" var 6 senge, og oven­ikøbet et lille skab til hver. Noget privatliv var der dog ikke tale om, for der var op mod 100 psykisk syge menne­sker inde­spærret hele døgnet på en række sterile soverum, en bred gang og en stor fælles-stue med borde og bænke, hvor de spiste og opholdt sig. Mulighed for at komme ud i det fri var der tilsyneladende ikke, og alle kedede sig bravt. Et sundheds­tegn var den enorme nysgerrighed som prægede forsam­lingen. Hvis en af dem fik besøg, deltog de øvrige 99 i sammen­komsten, og den med­bragte kaffe og kager forsvandt på mystisk vis, hvis man vendte ryggen til.


Arven var heldigvis stor nok til at damen kunne blive ved med at betale for famili­ens besøg. Hun blom­strede op og viste sig at være et intelli­gent, venligt og tiltalende lille væsen, der var uende­lig taknem­lig for de besøg, og den adspredelse hun fik. Efter nogle år fik hun det så godt, at hun kunne over­føres til et pleje­hjem, hvor hun tilbragte sine sidste år i frie omgivelser og sin egen hyggelige stue.


Pengenes magt er stor. Familien var uhyre velhavende, og blev ikke mindre velhavende af at besøge tanten, men myndig­hederne godkendte udbe­talingerne ud fra den ind­stilling, at pengene jo kom kvinden til gode, og at hun ellers ville gå helt i stå.


Så det er ikke helt korrekt, hvis man siger at penge er roden til alt ondt. De kan også føre noget godt med sig, og mon ikke de fleste af os har den erfaring, at de er meget gode at have ?


Jens Ole Viuff