Pengenes velsignelse
En berømt skuespillerinde sagde engang, at "penge er ikke alt, men hvis jeg skulle være ulykkelig, vil jeg alligevel hellere græde i en Cadillac end på en bænk i en øde park".
Penge er i hvert fald rare at have. Sommetider kan de ligefrem være en velsignelse, som det var tilfældet for en ældre dame, som jeg havde med at gøre for en længere årrække siden.
Nogle ville måske hævde, at hun havde en tvangsneurose, men for hende selv var det i hvert fald en levende realitet, at hun havde fjender, der ustandseligt forfulgte hende med dødsstråler fra nogle tyske krigsskibe, der opholdte sig i Lillebælt. Hun var snedig nok til at flygte om på den anden side af krigsskibene, men det hjalp ikke. Strålerne fandt hende altid. Hun flygtede fra sted til sted og blev en nat fundet af politiet i hjælpeløs tilstand på en kaj i Malmø. Politiet anbragte hende på et af de såkaldte statshospitaler, der dulmede hendes fantasi med piller og i øvrigt spærrede hende inde på en stor stue sammen med andre forhutlede individer, tilsyneladende uden beskæftigelse eller underholdning. Der sad 30-40 mennesker i en rundkreds, hvor de blot kikkede på hinanden. Dødsstrålerne havde mistet deres magt, men til gengæld var hun nu spæret inde et umenneskeligt sted. Det der reddede hende fra total sløvhed var en pæn stor arv, stor nok til at familien vågnede op og begyndte at interessere sig for hende. Mod at få rejsegodtgørelse og en passende timeløn besøgte de hende på hospitalet, og damen - der ikke var vant til så megen opmærksomhed - livede sådan op, at hun kunne overføres til et andet hospital med bedre forhold. Hun kom nu til at sove på en stue, hvor der "kun" var 6 senge, og ovenikøbet et lille skab til hver. Noget privatliv var der dog ikke tale om, for der var op mod 100 psykisk syge mennesker indespærret hele døgnet på en række sterile soverum, en bred gang og en stor fælles-stue med borde og bænke, hvor de spiste og opholdt sig. Mulighed for at komme ud i det fri var der tilsyneladende ikke, og alle kedede sig bravt. Et sundhedstegn var den enorme nysgerrighed som prægede forsamlingen. Hvis en af dem fik besøg, deltog de øvrige 99 i sammenkomsten, og den medbragte kaffe og kager forsvandt på mystisk vis, hvis man vendte ryggen til.
Arven var heldigvis stor nok til at damen kunne blive ved med at betale for familiens besøg. Hun blomstrede op og viste sig at være et intelligent, venligt og tiltalende lille væsen, der var uendelig taknemlig for de besøg, og den adspredelse hun fik. Efter nogle år fik hun det så godt, at hun kunne overføres til et plejehjem, hvor hun tilbragte sine sidste år i frie omgivelser og sin egen hyggelige stue.
Pengenes magt er stor. Familien var uhyre velhavende, og blev ikke mindre velhavende af at besøge tanten, men myndighederne godkendte udbetalingerne ud fra den indstilling, at pengene jo kom kvinden til gode, og at hun ellers ville gå helt i stå.
Så det er ikke helt korrekt, hvis man siger at penge er roden til alt ondt. De kan også føre noget godt med sig, og mon ikke de fleste af os har den erfaring, at de er meget gode at have ?
Jens Ole Viuff