Jura og retfærdighed


Mange tror, at jura og retfærdighed er 2 sider af samme sag. Nogle, der har haft personlig kontakt med retssystemet, er klar over, at billedet er noget mere nuanceret. Enkelte er måske ligefrem blevet fristet til en smule civil ulydighed for at opnå et retfærdigt resultat. En sjælden gang kan man ligefrem komme ud for en modig advokat, der direkte handler mod loven, som følgen­de episode viser.


For mange år siden traf jeg en dame på ca. 50 år, der gennem sit 25-årige ægteskab havde set gennem fingrene med sin mands talrige eskapader med andre kvinder. Nu var manden imidlertid flyttet fast ind til en dame, og der var således ikke noget håb om at redde ægteskabet. Juridisk set var sagen enkel nok, men der var det problem, at da ægteskabet blev indgået for 25 år siden, fik hendes familie gennemtrumfet, at der blev oprettet ægtepagt, der gik ud på, at det som de ind­bragte i ægteskabet og senere tjente, skulle være den pågælden­des særeje. Der var således en lang liste over det indbo, som hun med­bragte i ægteskabet, men det var jo ikke noget værd efter 25 års slid af 3 børn. Konen havde gennem alle årene arbejdet på fabrik, og tjent nok til familiens under­hold, kost, tøj etc. Manden betalte aldrig husholdnings­penge, men hans løn gik til hans fornøjelser samt - hvilket var be­tyd­ningsfuldt - til skatter og terminsydelse til den villa, der blev købt i hans navn.


Juraen var klar nok ved skilsmissen: Huset var mandens og hans alene. Konen kunne tage sine udslidte møbler samt sit tøj med, når hun rejste sammen med børnene. Den rimelige og retfærdige løsning lå milevidt fra den juridi­ske.


Manden gik til sin faste advokat, den både begavede og char­merende lands­retssagfører Henrik Schjer­bech, der ikke ufortjent havde fået tilnavnet "Koldings Perry Mason" efter den dengang meget populære amerikanske TV-serie. Schjerbech havde gennem årene op­arbejdet et indgående kendskab til manden, og var vistnok ikke var altfor forelsket i det, han så. Manden viste ham ægtepag­ten, men de blev enige om, at den nok var forældet. Hele for­muen, d.v.s. huset, blev derfor delt ligeligt mellem de 2 ægte­fæller. Konens familie trådte til, og lånte hende et beløb, således at hun kunne overtage huset og ved hjælp af en om­prioritering betale sin mand ud. Begge parter var til­fredse.


Det hører med til historien, at konen en halv snes år senere solgte huset til en betragtelig højere pris. Inflationen havde gjort alle husejere velhavende, og hun rejste fra egnen med en formue på godt 100.000 kr. Det var mange penge dengang, og betød et kærkomment supplement til folkepensionen.


Jura er een ting og retfærdighed er (engang imellem) noget andet. Lovgivnings­magten har nu indført regler, der beskytter en ægtefælle der bliver stillet urimeligt ringe ved skilsmis­se, og man kan vel sige, at Schjerbech var på forkant med udvik­lingen, da han an­vendte for­ældelses­regler­ne på ægtepag­ter.

Kolding blev en markant personlig­hed fattigere, da han døde i en altfor ung alder efter flere års alvor­lig syg­dom.


Jens Ole Viuff