Ungkarlens arvesag


I min forestillingsverden var gadebilledet i "gamle dage" til en vis grad præget af originaler, mange af dem venlige og velbegavede mennesker, der blot var anderledes end andre.

Kuriøs og velkendt blandt byens advokatfuldmægtige dengang var f. eks. en gammel ungkarl, der var ret påholdende og i hvert fald ikke brugte penge på noget så unyttigt som sæbe. Efter den tids forhold var han ret velhavende og han lagde ikke skjul på, at han havde lidt penge på kistebunden, som han sagde. Han var ikke helt ung længere og følte derfor at det var på tide at stifte et hjem. Det kunne han ikke gøre uden en kone, og da han ikke var blind overfor kvindelig skønhed og ynde, kom han ustandseligt på byens sagførerkontorer, ikke mindst på de kontorer hvor der sidst var antaget personale. Han var med andre ord kon­stant på frierfødder og kom med blomster til kontor­da­merne efter tur. Til hans store undren var de imid­lertid allesam­men gift eller forlovet. Der var ingen som nænnede at fortælle ham, at hans muligheder ville være bede, hvis han vaskede sig, blot engang mellem.

Hans store sorg var, at han mange år forinden var blevet snydt i en arvesag, og han gik rundt med et par bæreposer med dokumenter som han viste til alle nye sagfører-fuldmægtige for at få dem til at hjælpe med at få sagerne genoptaget ved retten. Sagerne havde nemlig været for dom­stolene flere gange, og han havde tabt hver gang. Det krævede ikke megen juridisk indsigt at finde frem til den sidste dom fra lands­retten og konstatere, at ungkarlen havde tabt sagen. Og det for mange år siden, så der kunne ikke blive tale om hverken appel eller genoptagelse. Trods sin ihærdighed lykkedes det ham aldrig at få en advokat til at hjælpe sig, og han mødte derfor selv.

Det fortælles at han engang skulle møde i landsretten kl. 9 om formiddagen. Han kom imidlertid ikke, og dommerne var derfor noget utålmodige, da han dukkede op med en halv times forsinkelse. Retsformanden bebrejdede ham, at kan kom så sent og havde ulejliget så mange mennesker, 3 dommere, retsskriver, modparten og hans advokat, o.s.v. Tonen blev dog betydelig afdæmpet, da ungkarlen undskyldte meget: Der var modvind hele vejen fra Kolding til Viborg, og det regnede, så han var gennemblødt.


Jens Ole Viuff