Grusgrav eller byggegrunde


Mine forfædre har i generationer arbejdet med råstofferne i Seest undergrund, med grus til grusgravning og ler til mursten, men hvis de genopstod i dag, ville de vil næppe kunne genkende deres hjem­stavn, måske lige med undtagelse af kirken. Store dele af deres ejendomme er i dag bebygget med parcelhuse.


Udviklingen var næppe begyndt i 1957, da en entreprenør købte en mark i Seest - et stenkast fra Kirken - til grusgravning, for ca. 1,50 kr. pr. m/2, samt ret til at købe noget mere indenfor 4 år til samme pris. Land­manden var godt til­freds, for landmænd har kun sjældent tjent ret meget ved at dyrke jorden. Til­fredsheden var dog af begrænset varighed, for da de 4 år næsten var gået, og entre­pre­nøren ville bruge sin køberet, var priser­ne på jord i mellemtiden steget betyde­ligt. Land­manden nægtede først at vedstå handlen, men måtte til sidst bide i det sure æble og underskrive et skøde, da han ellers ville blive sag­søgt. Det lokkede ham nok også, at entreprenøren tilbød at købe endnu en mark, denne gang for den formidable sum på 3,10 kr. pr. m/2, d.v.s. det dobbelte af, hvad han havde givet i de tidlige­re handler. Parterne blev hurtigt enige og landin­spek­tøren sendte ansøgning til sognerå­det om udstyk­ning af jorden fra land­mandens gård.


Til alles overraskelse ville sognerådet ikke gå ind for ud­stykning. Landinspektøren havde naturligvis oplyst, at jorden skulle bruges til grusgravning på samme måde som de andre jordstykker i om­rådet, men i sognerådet havde man fundet ud af, at det måske ikke var så tosset med nogle velhavende skattey­dere, og så gjaldt det om at bevare den skønne natur. Kort sagt: Sognerå­det foretrak byggeri på jorden, og henviste til, at en nabo-mark var købt af en speku­lant, som var ved at lave kloak­planer mv. som sagtens kunne nå ud til land­mandens jord.


Entreprenøren var henrykt, og gav sognerådet besked om, at han nu ville udstykke til byggegrunde. Knap så tilfreds var land­manden, der fuldtud var klar over, at prisen på bygge­grunde var langt højere end grusgrave. Han foreslog entreprenøren en forhøjelse af prisen på jorden, og da det straks blev afslået, forlangte han at handlen skulle gå tilbage. De havde jo begge troet, at jorden skulle bruges til grusgravning og ikke til byggegrunde, der ligger i et helt andet prisleje.


Entreprenøren var imidlertid ubøjelig. Der var ingen "klausu­ler" på jorden og ikke aftalt nogetsomhelst om, hvad den skulle bruges til. Det kom derfor ikke landmanden ved, hvad han brugte jorden til, bare han betalte den aftalte købesum.


Landmanden var imidlertid ikke tabt bag en vogn. Han granskede lovene og fandt ud af, at der i 1949 var indført en regel i udstykningslovens § 44, hvorefter hver af parterne kan kræve en handel ophævet, hvis udstykningen ikke er i orden inden et år. Straks efter handlens 1-års fødselsdag gav landmanden derfor besked om, at handlen var ophævet.


Reglen i § 44 har været kritiseret kraftigt af flere juridiske professorer, der fandt den urimelig, men ordlyden var klar nok, og landmanden mente, at man naturligvis skal rette sig efter de regler som Folketinget nu engang har vedtaget. Han ville derfor beholde jorden, eller rettere sælge den til anden side for en bedre pris.


Sagen kunne kort gøres op: Skal man følge lovens ordlyd (hvor­efter handlen skulle annulleres), eller skulle entrepre­nøren have ret til jorden, selvom 1-års-fristen var overskre­det?


Dommen blev afsagt i 1965 af Vestre Landsret, der gav entre­prenøren medhold. Landsretten anførte udtrykkeligt, at entre­prenøren selv måtte bestemme, hvad han ville bruge jorden til, og det betød intet at sagen trak ud, og 1-års-fristen blev overskredet, blot det ikke var entreprenøren der smølede med sagen. Man aner, at dommerne ikke syntes at landmanden havde været særlig ivrig efter at fremskynde udstykningen, da 1-års-fristen var over­skredet, og at det iøvrigt ville være urime­ligt, hvis landmanden uden videre kunne incassere prisstig­ningen, der jo ikke var blevet mindre på grund af entreprenørens investeringer i byggemodningen, som udfærdigelse af planer for kloak, vej, fortove og led­ninger, etc.


Efter dommen i 1965 har der været en række tilsvarende sager om udstyknings­lovens § 44, der alle munder ud i, at § 44 ikke gælder i forholdet mellem private, og i 1971 blev denne rets­praksis godkendt af Højesteret.


Først langt senere fandt Folketinget ud af, at det vist var uheldigt med en lov der ikke skulle forstås efter ordlyden, og som gav anledning til talrige retssager. § 44 blev derfor ændret.


Man kan have sympati med den holdning som domstole­ne i de senere år er kommet ind på, hvorefter de nægter "at reparere dårlige love" men bruger dem uden videre som de er. Hvis en lov er urime­lig, skal den ændres hurtigst muligt af lovgiv­nings­magten selv, således at man kan undgå opslidende retssa­ger. Gad vide om sagen ville have fået et andet udfald, hvis landsretten havde haft samme indstilling dengang.

Jens Ole Viuff