Kejserens Nye Klæder


I henhold til konkurslovens § 143 afslutter man omgående et konkursbo, når det viser sig, at der ikke er penge til be­taling af omkostningerne ved en egentlig konkurs­behandling.


Med en særdeles velvillig bistand fra skifteretterne og kammer­advokaten, har en række advokater specialiseret sig i konkurs­boer, og det giver naturligvis en vis rutine. En af dem er Kol­ding-advoka­ten Peter Stil­ling, der i et ofte gentaget inter­view i TV fortæller, at han på et tidspunkt undrede sig over at han fik til opgave at likvidere en række aktieselskaber som kom fra samme personkreds, og som ud­mærkede sig ved at have været velhavende. Altså havde været. Da han modtog dem var der nemlig ingen penge. Det normale ville være straks at konsta­tere, at der ikke var penge til en bobehandling, og derefter slutte boet uden videre.


Hverken skifteretten, skattevæsen, revisorer eller andre ville bebrejde ham for at gøre kort proces. Hvis han ikke gjorde det, måtte al yderligere arbejde være for hans egen private regning.


Heldigvis var advokaten ikke skatteekspert, men blot i besiddelse af en portion sund fornuft, og det stred mod hans retsfølelse, at han uden videre skulle slutte det ene bo efter det andet, hvor det var temmeligt klart at en ikke ringe formue kort forinden var forsvundet ud i den blå luft. Han opsendte derfor en prøveballon ved at søge om fri proces til at anlægge erstatningssag mod de mennesker, som havde ejet et selskab som han netop havde fået med henblik på opløsning.


Det var ret klart, at det sidste led i "ejer-kæden" - de såkaldte selskabs­tømmere - skulle betale erstatning til statskassen for det tab, der blev lidt. Myndighederne gik endnu videre, og rejste tiltale for strafbart forhold.


Derimod var der meget få, der mente, at de "oprindelige" ejere af selska­berne (sælgerne) var ansvarlig for noget. De handlede i god tro, og kunne ikke vide, at de nye ejere af selskaberne havde skumle planer.


Men netop på det punkt var Kolding-advokaten uenig. Han mente - i modsætning til langt de fleste skatteeksperter (ja, også skattevæsenet selv) - at sælgerne burde drages til ansvar, og betale erstatning til statskassen. Han søgte derfor om fri proces til at anlægge erstatningssag mod selskabs-sælgeren. Og han fik fri proces.


Retssagen varede nogle år, men bagmændene blev dømt til at betale. Lang tid inden dommen blev afsagt havde offentligheden begyndt at røre på sig. Sagen vakte opsigt. Man talte om den og mange andre lignende sager, hvor en ganske lille personkreds pludseligt var blevet mangemillionærer. Nu - nogle år senere - er alle blevet klar over, at selskabs­tømning er en grim for­brydelse.


Parallellen til "Kejserens nye Klæder" er åbenlys, uden at jeg derfor vil karakterisere advokaten som en lille enfoldig dreng.


Man kan ikke lade være med at tænke på situationen omkring Glistrup for en årrække siden. Han var ekspert og underviste i skatteret ved universitetet i København. Hans "skattecirkus" var til­syneladende lovligt nok, indtil Høje­steret skar igennem og stoppede det med synspunktet, at der ikke var tale om et reelt økonomisk grundlag. Det tog lang tid, før man fandt ud af det.


Problemerne omkring selskabstømning og Glistrups skattecirkus har det til­fælles, at teknisk set var alt tilsyneladende efter bogen og fuldtud lovligt. Det mente i hvert fald førende skatte­­eksperter. Der var måske et eller andet galt - resultatet var forkert - men det havde mindre at sige. Der er ingen grund til at tvivle på de selskabssælgere, der fortæller, at de havde spurgt skattevæsenet om det kunne være lovligt at sælge sel­skabet til de tilbudte priser. Og når statsautoriserede revi­sorer sælger deres egne selskaber kan det kun bekræfte, at det var alminde­ligt anerkendt, at handlemåden var fuldtud lovlig. Noget mærkeligt, måske, men lovlig. Og hvorfor skal man så holde sig tilbage, når der kan gøres en god handel?


Selvom jeg vil karakterisere den føromtalte Kolding-advokat som modig - han gik imod den "autoriserede" mening - så bryder jeg mig dog ikke om den del af TV-interviewet hvor han siger, at der ikke ser ud til at være vilje til at rejse tiltale mod sælgerne, hvorved han mere eller mindre åbenlyst karakteriserer deres handlemåde som strafbar.


Jeg mindes en sag for mange år siden, hvor et dødsbo solgte en ejendom med fortjeneste, der naturligvis skulle beskattes. Revisoren vidste imidlertid en udvej, så man kunne spare skatten. Man lavede derfor handlen om - lod skødet gå tilbage til dødsboet, der derefter solgte ejendommen til nogle arvinger som straks solgte til den "oprindelige" køber. Keine hexerei, nur behændigkeit ?? Med al mulig godkendelse af skattevæsenet, der var fuldt orienteret om handlerne. Resultatet: 0 kr. i skat.

Den slags virker noget forvirrende på retsfølelsen, medmindre det da er en selv, der har fordelen af skattebe­sparelsen.


For en årrække siden blev der afsagt en dom, hvor Højesteret dømte en advokat til at betale erstatning, fordi han ikke havde arrangeret et tilsvarende "cirkus" som beskrevet ovenfor, ved at skrive et par skøder, først til en person, og derefter til den "rigtige" køber. Altsammen udelukkende for at spare skat. Med andre ord: Omgåelse. Noget som alle advokater traditionelt er på vagt overfor.


Der er ingen grund til at undre sig over, at der med så få års mellemrum opstår sager der i den grad minder om hinanden som Glistrup og selskabstømning. Om nogle år kommer der lignende sager, for den bagved liggende tankegang er ikke meget for­skellig, for den hviler på filosofien om juraen som et spil mellem indbyrdes krydsende regler. Som en slags matematik uden moral. En lang række formaliteter uden et menneskeligt ansigt. Hvis man er besat af den tankegang suspen­deres al tale om sund fornuft og rimelighed.


Ikke mindst indenfor skatteretten hærger tankegangen. Selv om den enkelte ansatte i Skattevæsenet kan være sympatisk nok, kender de fleste af os eksempler på, at Skatte­væsenet hænger sig i rene formaliteter og nægter at gå med til en rimelig og ret­færdig løsning af et konkret problem.


Måske er problemet opstået - eller i hvert fald forstær­ket - ved den forøgelse af cand. polit.`er i centraladministrationen, der har fundet sted gennem årene. Jeg har mødt mange dygtige og sympatiske mennesker indenfor Skattevæsenet, også talrige cand. polit`er, men det kan dog mærkes, at tankegangen er noget forskellig. Jeg vil derfor vove den påstand, at juristerne gennem deres arbejde i højere grad møder pro­blemer, der kræver en moralsk indfaldsvin­kel, hvilket ikke kan undgå til en vis grad at præge dem.

Men Skattevæsenet vil formentlig have van­skeligt ved at gennemskue situationen, når der næste gang kommer noget, der minder om selskabstømning.


Når - ikke hvis - det sker engang i fremtiden, må vi håbe, at H.C. Andersen ikke er glemt, men at der må komme en ny lille dreng, der er modig nok til at gå mod den herskende "moderetning" og råbe: Han har jo ingen tøj på!


Jens Ole Viuff