Jurister i forsvaret

Et erindringsbillede

Allerede i gymnasiet planlagde jeg min militære karriere. Jeg ville søge ind til marinen, for så var der en chance for at komme til Grønland, og jeg fortalte derfor på sessionen om mine erfaringer gennem flere år med min lille sejljolle, der sejlede vandet tyndt i Kolding fjord. Det virkede godt nok, for straks efter at juridisk embedseksamen var overstået, fik jeg besked om at stille ved Arresødal-lejren i juli måned 1955, hvor jeg var de følgende 3 måneder, den bedste og længste ferie jeg nogensinde har haft. Tilbragte tiden sammen med gode kammerater med at ro på Arresø, høre foredrag og dyrke motion i det strålende solskin.


Grønland blev det derimod ikke til noget med. Jeg havde ikke regnet med marinens indædte modvilje mod jurister i geledderne. Enhver befalingsmand vidste, at jurister var skabt af fanden til at skabe uro blandt de menige, og man ville ikke risikere at en måske 19-årig umoden korporal kom i en situation, hvor han skulle bruge sin myndighed overfor en 25-årig cand. jur. som måske havde nogen erfaring fra et ministerium (fx forsvars­ministeriet), og i hvert fald kunne læse den militære straffelov. Især under sejlads langt hjemmefra kunne det være ubehageligt, hvis besætningens kværulant kunne få juridisk bistand af en kammerat. Derfor: Jurister hørte ikke hjemme hverken på Holmen eller på skibene, og allermindst på Grønland. Det eneste sted, de kunne bruges, var hos den militære anklagemyndighed - auditøren - hvor de var isolerede fra de menige i geledderne. Det førte til at der var overfyldt med værnepligtige jurister på marinens auditørkontor, og da marinen under ingen omstændig­heder ville se mig mere, fik jeg besked om at melde mig hos den øverste militære anklager – generalauditøren - og i øvrigt holde mig langt væk fra Holmen og marinen. Til dækning af husleje, mad og andre fornødenheder fik jeg udbetalt 50 kr. om ugen. Heldigvis fik jeg er billigt værelse hos en onkel.


På generalauditørens kontor mødte jeg en flok på 7-8 ligestillede unge jurister, hvoraf jeg kendte de fleste fra den nylig overståede studietid, og det var mit indtryk, at generalen havde udset sig blomsten af årets unge jurister, som f.eks. Simonsen, Lohse, Hvidberg, Ole Højlund, Lunøe. o.s.v. Ja og så naturligvis mig, men min tilstedeværelse skyldtes nok mest, at der ikke var plads andre steder end i general­auditørens nyindrettede lokaler på Danasvej.


Arbejdet på generalauditørens kontor var både interessant og afvekslende. Alle ikendte arbitrære straffe fra hæren, flyvevåbnet og marinen blev indført i en ”straffebog”, der hver måned blev indsendt til generalauditøren, der satte os til at kontrollere at straffen svarede til forseelsen. Jeg har aldrig hørt om, at dette ikke var tilfældet. Det var jo rettergangs­myndigheden selv, der indberettede sagen, så det gjaldt blot om at beskrive forseelsen, således at den passede til straffen. Hver ”sag” fyldte højest 1 (én) linie i straffebogen der blev indsendt til os, så nogen nærmere beskrivelse af brøden var umulig.


Men der var også ”store” sager, der krævede indgående behandling og som både juridisk og menneskeligt var langt mere interessante. At der var brug for auditørerne til at kontrollere de militære straffesager kan illustreres af en straffe­sag hvor obersten straks gennemskuede en af de mistænkte og udpegede ham som tyven. Ikke fordi der i og for sig var noget at bygge en sag på, men den unge mand stammede, og det gør man jo kun, hvis man er løgner, så obersten kunne med sindsro træffe afgørelsen uden videre undersøgelse.


Også alle sager om vådeskud blev naturligvis indberettet og gennemgået nøje. Jeg husker således f.eks. en sag, hvor en deling havde været på skydeøvelse. Da den kom hjem og skulle til at rense geværerne, gik et af dem pludseligt af og dræbte sidemanden. Iflg. instrukserne skal alle geværer undersøges når man er færdig med skydningen. Skytten skal sikre sig, at der ikke er flere patroner i geværet ved at se gennem geværløbet, både bagfra og forfra. Det samme skulle korporalen, delingsføreren, etc. Jeg regnede ud, at i den pågældende sag skulle i alt 7 forskellige personer kontrollere, at geværet var tomt. Skytten skulle gøre det flere gange, men ingen af disse mange mennesker hverken så eller hørte noget til patronen, før den dræbte sidekammeraten.


En anden værnepligtig blev dræbt, da han sad i en dækningsgrav, som andre soldater skød henover. Igen et tilfælde hvor det umulige skete. Desværre kunne vi værne­pligtige på auditørkontoret ikke følge sagerne til ende, da vi blev hjemsendt efter et års forløb.


Men de fleste sager var rutinesager hvor afgørelsen næsten var givet på forhånd, og der havde da også gennem tiden udviklet sig standardsvar, der kunne bruges i mange tilfælde, og da jeg som ikke-Københavner ikke havde samme tilskyndelse som de andre til at holde fri når det var muligt, gik jeg i gang med at lave en slags formular-samling, så vi ikke behøvede hver gang at lede i gamle sager efter en formulering der kunne bruges i den aktuelle sag. Samlingen voksede til 6-7 maskinskrevne sider, og blev udgivet i 7 eksemplarer, der var det antal, som var muligt at lave læseværdige gennem­slag på karbonpapir. Den var til stor hjælp, i hvert fald for mig.


Tonen på kontoret var gemytlig og arbejdsgangen absolut ustresset, især når ingen af de 4-5 auditører var til stede, hvilket forekom ret ofte. Nogle af dem havde formiddags­stillinger andetsteds. Tonen var dog aldrig mere afdæmpet, end at det f. eks. forekom, at Ole Højlund med en høj, skinger og forarget fistel­stemme kunne udbryde, da generalen havde bedt Hvidberg om en kop kaffe: ”Jamen Hvidberg, hvorfor har du tommelfingeren i Generalens kaffe”, eller: ”Hvorfor spiser du af Generalens kage”. Heller ikke Lohse eller Hvidberg holdt sig tilbage. Fantasien havde frit spil, og Generalen kunne umuligt undgå at høre det – alle døre stod åbne – men han reagerede aldrig.


Til at holde sammen på det praktiske var der tilknyttet 2 underofficerer, der jo også skulle forsøge at holde styr på os værnepligtige jurister. De vendte dog for en stor del det blinde øje til, hvilket måske kunne skyldes, at de på et eller andet tidspunkt i fremtiden risikerede at blive udstationeret et sted hvor en af de overordnede tidligere havde været værnepligtig jurist. De var fuldtud klar over, at en jurist som gjorde karriere i forsvaret kunne stige i graderne ret hurtigt, og i hvert fald rangerede højere end en underofficer. Så de blandede sig sjældent.


Det juridiske niveau hos auditørerne, bør jeg vist ikke sige for meget om, for min direkte kontakt med auditørerne var kun sporadisk, men generalen gik for at være dygtig. Auditørerne pointerede selv, (hvorfor gjorde de egentligt det?) at man skulle have juridisk embedseksamen med 1. karakter for at blive auditør og de forklarede, at generalauditøren rangerede på linie med en departementschef. Han havde jo reference til forsvars­ministeren direkte. Højere kunne man ikke nå her i verden, og vi – de værnepligtige jurister – burde være dybt taknemlige for at få lov til at arbejde sådan et sted. Det var dog ikke altid, at man ude i den pulserende verden udenfor kunne genkende auditørernes opfattelse af sig selv. Straks efter min hjemsendelse kom jeg til Frederikssund og oplevede i retten, at byens advokater ved kaffebordet i retslokalet (!) højlydt diskuterede, hvorfor auditørerne ikke brugte jurister. Nogle uger forinden mødte der i retten en auditør fra København, som øjensynlig ikke demonstrerede nogen juridisk ballast. Dommeren måtte hamre i bordet for at få ro, så han kunne gennemføre retsmødet.


Tilfredsheden blandt de værnepligtige jurister var stor, især blandt dem, der kunne bo hjemme hos forældrene, men det blandede nogen malurt i bægeret, at uniformen ikke afspejlede vor status. Især var vi misundelige på medicinerne, der ganske kort tid efter indkaldelsen blev udnævnt til sekund­løjtnanter og udstyret med en uniform, der var særdeles velegnet til at promenere med på Langelinie og fange pigernes interesserede blikke. Vi andre måtte nøjes med at fantasere om smarte søofficers-uniformer, men måtte iklæde os den sædvanlige marineuniform, der ikke var egnet til at gå i byen i. Selv min søster var noget betænkeligt med at vise sig i selskab med mig. En pige skulle jo passe på sit rygte. Heldigvis var der – i praksis – ingen uniformstvang, bortset fra i den tid vi var på arbejde.


Det var imidlertid ikke os alle der nød godt af de frie forhold og bo hjemme, eller som jeg på et lejet værelse. Den sympatiske, godmodige og højt begavede Lunøe havde været så uheldig at blive indkaldt til hæren, og den kunne godt styre selv værnepligtige jurister. Om ikke med det gode, så med det onde. For en sikkerheds skyld demonstrerede man fra først af, hvem der havde magten, og det gik ud over Lunøe, der skulle bo på kasernen og hver morgen måtte stå ret for 19-årig korporal der kontrollerede at påklædningen var korrekt, sengen redt ordentligt og ingen snavs i krogene. Mange morgener kom Lunøe noget senere end vi andre, fordi den opfindsomme korporal havde fundet et eller andet som skulle laves om. Lunøe led. Han stønnede lavmælt da han kom i sikkerhed på kontoret, og vi andre blev mindet om, hvor godt vi egentligt havde det.


På Generalauditørens kontor behandlede man som nævnt sager fra alle 3 værn, og vi fik derved mulighed for at sammenligne. Det undrede os at se den forskel der var på menneskesynet i værnene. Forskellen i den menneskelige indstilling var tydelig, hvilket især markerede sig overfor de menige. I hæren og luftvåbnet herskede kadaverdisciplin, men i marinen blev menige behandlet som menneskelige væsener. Vor teori gik ud på, at hæren var inspireret af prøjserne, hvis disciplin var hård, medens søværnet var inspireret af England, hvor tonen var en ganske anden. Det spillede nok også ind, at en del af befalingsmændene i Søværnet havde en fortid som sømænd, hvor de ofte havde haft ansvarsfulde poster. En 23-årig sømand kunne udmærket havde sejlet nogle år som 2.-styrmand og som eneste vagthavende officer haft kommandoen over måske 50 eller 100 kulier ved lastning og losning i en havneby i det fjerne østen. Den kategori af værne­pligtige havde ingen mindreværds­komplekser, der skulle afreageres på undergivne, og de blev omgående shanghajet og sendt på sergentskole af marinen. De havde en helt naturlig myndighed, hvilket ikke kunne undgå at smitte af på tonen i hele marinen.

Jens Ole Viuff